Foto_Merete_Monrad1

Debat om fremtidens jobcentre:
Ventetid har store konsekvenser for udsatte borgere

9. maj 2022 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

ALLE KENDER TIL DET AT VENTE. Vi venter på bussen eller i køen i Brugsen eller på en pakke, vi har bestilt på nettet. Men udsatte borgere venter mere end andre. Når man venter på, at en pakke når frem, så kan man klikke sig ind på track and trace og se, hvor den befinder sig. Men forestil dig, at den pakke, du venter på, har afgørende betydning for din fremtid, og du ikke aner, hvor den befinder sig, eller hvor den er på vej hen. For udsatte borgere har ventetiden afgørende konsekvenser for deres liv.

Temadebat: Fremtidens jobcentre

Debatten om fremtidens jobcentre har fået ny luft under vingerne den seneste tid. Arne-pensionen skal finansieres med 1,1 milliarder kroner fra den kommunale beskæftigelsesindsats, manglen på arbejdskraft er akut, ligesom regeringens reformudspil kan få konsekvenser for, hvilke opgaver jobcentrene fremover skal løse.

Men skal jobcentrenes rolle nytænkes? Og i så fald hvordan? Det har A4 Beskæftigelse spurgt en række aktører om.

Deltagere i debatserien:

Karina Sørensen, beskæftigelsesfaglig medarbejder i Viborg
Niels Flemming Hansen, beskæftigelsesordfører Det Konservative Folkeparti
Jakob Bigum, landsformand for Foreningen af Socialchefer i Danmark
Pernille Vermund, formand Nye Borgerlige
Mads Bilstrup, formand Dansk Socialrådgiverforening
Lene Roed, formand HK Kommunal
Henrik Møller, beskæftigelsesordfører Socialdemokratiet
Torsten Gejl, politisk ordfører Alternativet
Merete Monrad, lektor og forsker Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, AAU
Victoria Velasquez, beskæftigelsesordfører Enhedslisten

I min rolle som forsker har jeg blandt andet gennemført interview med mere end 50 borgere med problemer ud over ledighed. Her er det blevet tydeligt, at tid spiller en afgørende rolle for oplevelsen af beskæftigelsesindsatsen. Ventetid er afgørende for borgeres oplevelse af mødet med systemet og bør indtænkes i en kommende reform af beskæftigelsesindsatsen.

LÆS OGSÅ: Dennis har været tilknyttet jobcenter i 16 år: ’Det har ødelagt mig’

Arbejdsløse borgere med omfattende fysiske, psykiske eller sociale problemer oplever ofte meget lange forløb i jobcentrene. Borgerne beskriver, at skulle hurtigt ud i indsatser, der efterfølges af lange perioder med stilstand. De beskriver gentagelser af indsatser, som de ikke kan se meningen med.

Når der gentagne gange afprøves indsatser uden succes, alene med det formål at dokumentere, at det ikke virkede, opleves det ofte som stilstand eller ventetid
Merete Monrad, lektor og forsker AAU

NÅR BORGERE VENTER, behøver det ikke betyde, at der ikke sker noget i deres sag. På systemsiden prøver sagsbehandlere at oparbejde dokumentation ved at afprøve forskellige indsatser og indhente oplysninger fra andre professionelle. Det er for borgeren meningsfuldt at deltage i aktiviteter, når man kan se, at det bringer en nærmere arbejdsmarkedet.

Men en del aktiviteter iværksættes ikke, fordi de kan udvikle arbejdsevnen og skabe jobåbninger. De anvendes i stedet til at tilvejebringe dokumentation for, at man har afprøvet forskellige ting. Den type aktiviteter kan være meningsfulde for borgerne, hvis de inden for en relativt kort tidsramme bidrager til at tilvejebringe den dokumentation, som gør, at borgeren kan få en afklaring på sin fremtid. Men når der gentagne gange afprøves indsatser uden succes, alene med det formål at dokumentere, at det ikke virkede, opleves det ofte som stilstand eller ventetid.

LÆS OGSÅ: Myte eller ej: Er det virkelig så svært at lave beskæftigelse i kommunerne?

Det er vigtigt at forstå, at ventetiden for mange borgere udgør en særskilt belastning. De lever i en akut uholdbar situation økonomisk, og de kan ikke se hvad fremtiden bringer. Det gør det svært for dem at lægge planer og handle fremtidsorienteret. Og det hensætter dem i en situation, de beskriver med ord som at ”være på dybt vand”, ”stå i limbo” eller være i ”ingenmandsland”. For borgerne opleves systemet som uforudsigeligt.

Sagsbehandlere og afdelingsledere beskriver også uvisheden som problematisk. De oplever, at de ikke kan hjælpe borgerne med at mindske uvisheden, for først skal dokumentationen tilvejebringes og så skal sagen på rehabiliteringsteammøde. Og man kan ikke være sikker på, hvordan afgørelsen falder ud.

MEN HVAD BETYDER alt det her for en reform af jobcentrene?

For det første bør vi se nærmere på dokumentationskravene. Hvis en borger skal have fleksjob eller førtidspension, så skal der oparbejdes dokumentation som grundlag for, at et rehabiliteringsteam kan træffe afgørelse. For både fleksjob og førtidspension er det en betingelse, at borgerens arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat. At arbejdsevnen er varigt nedsat, stiller meget høje krav til den dokumentationsbyrde, der skal løftes.

En sagsbehandler beskriver, at de lange sagsforløb risikerer at dræne borgerne så meget, at de må ende på førtidspension, selvom de måske kunne have klaret et fleksjob
Merete Monrad, lektor og forsker AAU

I de fleste tilfælde kræver en sag om fleksjob eller førtidspension, at man har forsøgt at udvikle borgerens arbejdsevne og har afprøvet en række aktiveringsindsatser og behandlingsmæssige foranstaltninger. Det skal nemlig sandsynliggøres, at borgerens arbejdsevne ikke kan udvikles. Denne dokumentationsbyrde tager tid at løfte. Nogle gange tager det årevis at afprøve indsatser og dokumentere, at de er uden effekt. En sagsbehandler beskriver, at de lange sagsforløb risikerer at dræne borgerne så meget, at de må ende på førtidspension, selvom de måske kunne have klaret et fleksjob, hvis det var blevet bevilliget tidligere og mere fleksibelt.

LÆS OGSÅ: Kommune fik halveret antallet af kontanthjælpsmodtagere med særlig model

For det andet bør vi genoverveje tanken om varigt nedsat arbejdsevne, for den stemmer i nogle tilfælde dårligt overens med virkeligheden. Arbejdsevnen er kontekstuel og kan svinge over tid. Forestillingen om at vi endeligt kan afklare arbejdsevnen, gør forløbene meget lange for de borgere, der har uvisse behandlingsudsigter og et svingende symptombillede. Det skaber paradoksale situationer, hvor en borger kan blive bevilget hjemmehjælp, fordi hun ikke kan klare de praktiske opgaver i hjemmet, men samtidig ikke har en tilstrækkeligt dokumenteret funktionsnedsættelse til at få førtidspension eller fleksjob.

LIGE NU STÅR VI med et beskæftigelsessystem, som på den ene side prøver at inddrage borgerne, give dem tro på sig selv og på en fremtid på arbejdsmarkedet. Og på den anden side hensættes borgere i udsatte positioner ofte i en venteposition med en følelse af magtesløshed og tab af kontrol over egen fremtid. Man kan også overveje, om ikke de høje dokumentationskrav kræver unødige ressourcer af sundheds- og beskæftigelsessystemet.

Der er behov for øget fleksibilitet, så udsatte borgere får større kontrol over tempoet i deres forløb og sagsbehandlere får bedre mulighed for at støtte borgerne i at navigere i systemet og at få skabt fremdrift i deres sag - ellers ender borgerens arbejdsmarkedspotentiale med at blive ædt op af ventetid.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].