20210602-114700-L-1920x1170we
- Vi er sådan set åbne over for at diskutere højere dagpenge, siger Troels Lund Poulsen (V). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Venstre er klar til at give mere i dagpenge - men kun til højtlønnede

24. sep. 2021 08.26
Venstre er klar til at give højtlønnede højere dagpenge i starten af deres ledighedsperiode.

Venstre siger nu god for højere dagpenge i starten af ledighedsperioden - dog kun hvis den ledige har en månedsløn på mere end 40-45.000 kroner.

Det siger finansordfører Troels Lund Poulsen til Børsen.

LÆS OGSÅ: Stort flertal af S-vælgere imod sænkning af dimittendsats

Udmeldingen kommer i forbindelse med, at partierne skal forhandle om regeringens reformudspil 'Danmark kan mere I'.

Her foreslår S-regeringen at hæve dagpengene med op mod 5140 kroner for ledige, der har været i arbejde i to ud af de sidste tre år i de første tre måneders ledighed. Men de højere dagpenge skal altså målrettes langt mere, ligesom kravene skal skærpes, lyder det nu fra Venstre.

- Vi er sådan set åbne over for at diskutere højere dagpenge. Men hvis man skal gå ned af den vej, så synes vi, at man skal se på, hvad det er for en kompensationsgrad, det er, der skal til for at få retten. Der kan godt være nogen af dem, der har en høj løn og tjener måske 40 eller 45 tusinde om måneden eller mere, som i dag har en meget lav kompensationsgrad, siger Troels Lund Poulsen til Børsen. Han afviser samtidig, at 'de facto at øge alles dagpenge de første tre måneder'. 

Kompensationsgraden betyder, hvor stor en del af den tabte lønindkomst, der dækkes af dagpenge. Her foreslår Venstre konkret, at ingen lønmodtagere får en kompensationsgrad, der er højere end 70 procent. Samtidig vil man skærpe kravet om beskæftigelse fra regeringens forslag om to ud af de seneste tre år til to et halvt år ud af de seneste tre år, lyder det fra Troels Lund Poulsen.